Jeg giver mine kunder mulighed for selv at udvælge deres yndlingsbilleder!

Efter fotograferingen vil I modtage et unikt link med en oversigt over de rå, brugbare billeder, jeg har taget af jer. Bemærk at billederne på denne side er rå og ubehandlede, og de afviger derfor fra det færdigredigerede resultat. Billederne må derfor heller ikke offentliggøres eller deles uden for siden og er forsynet med et vandmærke (placeret tilfældigt), som naturligvis ikke vil fremstå på de færdigredigerede billeder.
Hvert billede har et nummer, og når I har valgt hvilke billeder, I kunne tænke jer, sender I mig en mail med de pågældende numre, og så går jeg i gang med at billedbehandle de pågældende billeder.

Billedbehandlingen kan, afhængig af travlhed, tage op til 15 hverdage, men jeg vil tilstræbe, at I får jeres færdige billeder inden for 5-10 hverdage. Under billedbehandlingen vil jeg bl.a. behandle baggrunden, beskæringen, farverne, kontraster osv. Desuden vil jeg minutiøst fjerne midlertidige uperfektheder såsom bumser, røde/blå mærker på huden, afskallet hud osv., samt for de mindstes vedkommende mærker fra bleen, indtørret snot osv. Der tages forbehold for, at uperfekthederne er så omfattende (ved acne f.eks.), at jeg ikke kan fjerne disse, men blot kan minimere hvor synligt de bliver på billederne.
Når billederne er færdigbehandlede, sender jeg jer et link til en Dropbox-mappe, hvor I kan downloade jeres billeder. I mappen finder I både printklare billeder, samt web-versionerne som er velegnede til brug på sociale medier eller til brug på mobilen. I bedes downloade alle billederne inden for 14 dage efter modtagelsen, da jeg herefter sletter Dropbox-mappen. Når I har downloadet jeres billeder, kan I printe løs i de antal og størrelser, I drømmer om. Filerne er af en sådan kvalitet, at I kan få printet plakatstørrelser, hvis I ønsker dette.

Hvis der er et særligt ønske i forhold til beskæringen af et bestemt billede (altså f.eks. et vertikalt billede, som I gerne vil have beskåret horisontalt eller omvendt), skriver I også bare dette i mailen, og så ser jeg, om ikke det kan lade sig gøre.
Hvis I ønsker flere billeder end det på forhånd aftalte antal, så er det intet problem, for som skrevet i jeres fotokontrakt, kan I tilkøbe billeder for en bestemt stykpris.

Betaling vil altid foregå på forhånd. Se mere under Betalingsmuligheder.